Blog Image

Grønland

Om Bloggen

Efter at have delagtiggjort omverdenen i min dagbog fra Kosovo (http://pep-events.dk/), erfarede jeg, at nogen forventer noget tilsvarende om mit ophold i Grønland.
Lad det være sagt med det samme: så omfattende bliver det ikke denne gang. Dels er det ret tidkrævende, og dels er det ikke min hensigt at føre så udførlig dagbod som jeg gjorde i Kosovo.
Min "rådgiver" på Web site området har rådet mig til at prøve med denne blog, som er lettere at arbejde med. Når jeg så kommer hjem kan der eventuelt klippe-klistres i det.
Nu ser vi, hvad der sker... Håber i hvert fald læserne vil få lidt fornøjelse ud af det.

Lad mig for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at der er visse ting, jeg ikke kan/vil komme ind på her.
Arbejdsmæssigt vil jeg naturligvis opleve ting, som ikke kan offentliggøres.
Meninger og indtryk om dette og hint, som jeg sikkert vil komme ind på er IKKE nødvendigvis faktuelle korrekte, men bygger alene på MINE (subjektive) erfaringer.

I modsæstning til min hjemmeside, kommer "historierne" ikke i kronologisk rækkefølge (det tillader bloggen ikke), men er i stedet opdelt i kategorier. Vælg derfor den kategori, du er interesseret i.
Hvis du er interesseret i at læse bloggen med jævne mellemrum, kan du med stor fordel benytte dig af den orange "RSS FEED"-knap ude til højre. Den kan hjælpe dig med at holde styr på nye indlæg.


Billedet herover viser udsigten fra min stue - det ser da tåleligt ud, ikke??

August 2007

August, Maniitsoq Posted on 14 Oct, 2007 20:36

August 2007

Denne måneds bedste oplevelse fandt sted de første dage i måneden. Som I nu har hørt en del om, har vi vores faste ”beboer” på stationen.
Det er dog ikke i Rigsombudsmandens ånd, at tilbageholdte er placeret i politistationernes detentioner. De hører hjemme i anstalterne.
Da ”Karlo” således har siddet tilbageholdt i detentionen i tre måneder, fik vi meddelelse om, at han skulle overføres til anstalten i Kangerlussuaq sammen med tilbageholdte fra Nuuk og Sisimiut. Overførslen skulle ske med den gode politikutter SISAK efter følgende sejlplan: En fange og to kolleger skulle sejle fra Nuuk til Maniitsoq. Derfra skulle en politi’er og ”Karlo” påmønstre og sejle videre til Sisimiut, hvorfra endnu tilbageholdt og en kollega skulle med. Derfra videre til Kangerlussuaq.
Efter overførsel af de tilbageholdte ad samme rute tilbage. En sejltur på i alt lidt over to døgn non stop.
Og hvem var så den heldige, der skulle ledsage ”Karlo” fra Maniitsoq? Forskellige tilfældigheder gjorde, at det passede bedst, hvis ”Peter Sommermand” tog turen. Mon ikke også de andre synes det ville være passende om jeg fik en ganske særlig oplevelse med i rygsækken?

SISAK ankom til Maniitsoq fredag morgen den 3. august, og kl. 09.00 var der afgang. Ombord var, foruden besætningen, politiinspektør Ole Bolvig og Michael (?), som er sommermand i Nuuk.
Der var det mest henrivende solskinsvejr og helt vindstille. Kursen blev sat nordpå mod Sisimiut.
Blog Image”Karlo” lagde ikke skjul på, at han nød at indånde den frie luft, og han og jeg opholdt os meget på dækket og betragtede den smukke natur, vi passerede. Det meste af tiden sejlede vi ”inden skærs”, hvilket betyder at vi havde fastlandet på den ene side og større eller mindre klippeøer på den anden.
Blog ImageEfter 10 timers sejlads ankom vi kl. 19.00 til Sisimiut, hvor endnu en sommermand, også ved navn Michael, stod og ventede på kajen. Fra søsiden er Sisimiut en lille pæn by, nærmest placeret på en bjergskråning. Dog må jeg sige, at omgivelserne som helhed tilsyneladende ikke er så overvældende smukke som her i Maniitsoq. Efter et kort ophold blev trosserne taget, og vi satte nu kursen mod syd, da vi jo skulle ind i Søndre Strømfjord, der udmunder mellem Maniitsoq og Sisimiut.

Lidt morsomt, at fangen fra Nuuk var tidligere kok på SISAK. Han har ry for at lave fremragende pandekager, og der skulle ikke så megen overtalelse til før han stod og rørte pandekagedej i køkkenet, og snart fyldtes salonen med den dejligste duft.
Blog ImageMens vi alle (kolleger og fanger) sad i salonen og spiste pandekager med is, passerede vi en lille bygd, Itilleq med ca. 150 indbyggere. Vores tilbageholdte fra Sisimiut fortalte, at bygden er hjemby for Landsstyreformand Hans Enoksen, hvorfor den i daglig tale benævnes som Hovedstaden blandt de lokale. Det hus, han boede i engang er hvidt, og derfor hedder det naturligvis Det Hvide Hus.

Efter pandekagerne stod ”Karlo” og jeg på dækket og nød solnedgangen, som gav himlen og bjergene et helt fantastisk skær.
Jeg kunne tydeligt se på ham, at han rigtig nød turen, og vi pjattede en del om dit og dat.
Blog ImageDen sidste times tid før vi nåede Sønder Strømfjords udmunding blev der temmelig kraftig søgang. Faktisk så meget, at stolene i salonen en overgang skred fra den ene side af lokalet til den anden, og vi måtte holde fast i bordkanten for ikke at vælte bagover. Det var nu ikke på grund af blæsevejr, men det hænder, at havet kommer i oprør, måske på grund af strømforhold?

Omkring sengetid nåede vi til Søndre Strømfjord, og det var tid at gå til køjs.
Vi ankom til Kangerlussuaq ved 8-tiden lørdag morgen og ankrede op på det sted, hvor SISAK også lå, da jeg ankom til Grønland og skulle sejles til Maniitsoq.
Ad flere omgange blev vi sejlet i land i gummibåden, og en lokal kollega og personale fra anstalten kørte os og fangerne til bestemmelsesstedet.
Der var ikke som sådan tale om at sige farvel til ”Karlo”, idet han allerede om 14 dage skulle tilbage til Maniitsoq, hvor hans ankesag behandles. Jeg synes nu nok det er lidt spild af resurser at overføre ham for så få dage, ikke mindst da han også selv ville foretrække at blive i vores detention, hvor familie og venner lige kan kigge ind og hilse på ham.
Blog Image En meget kostbar kuvert

Jeg var blevet bedt om at tage ind på den lokale politistation og hente nogle specielle effekter – rubiner.
Nogle dage tidligere var en amerikaner eller canadier blevet afsløret i lufthavnen i forsøg på at smugle nogle rubiner ud.
I området mellem Kangerlussuaq og Maniitsoq findes der betragtelige mængder af rubiner, som i disse tider er ved at blive efterforsket af et canadisk firma. Det var en ansat derfra, som havde puttet nogle ”rigtig flotte sten” i lommen.
Disse rubiner skulle med til Nuuk for at blive vurderet, men der var ingen som helst tvivl om, at de repræsenterer en betragtelig formue.
Efter at have kvitteret for modtagelsen fik jeg en kuvert med 83 gram rubiner overdraget, og havde således ansvaret for, at de nåede sikkert frem.
Det var da en noget speciel oplevelse at se, og holde, så dyrebare ædelstene i hånden.

Jeg kan lige indskyde her, at ædelstenene senere er vurderet til at repræsentere en værdi af mellem 6 og 12 millioner kroner, så der er blevet pjattet en del på stationen om, hvornår vi skal på fjeldvandring inde i det område.

Så var det tid at sætte kursen tilbage. Denne lørdag var der det bedst tænkelige vejr. Absolut ingen vind, høj sol, og temperaturer så høje, at vi kunne ligge på dækket og slikke solskin.
Blog Image
Nu har jeg talt så meget om den smukke natur, at det snart ikke er muligt at blive ved med at finde ord, men turen ud gennem Søndre Strømfjord (ca. 180 km) var noget helt særligt.
Klippeformationerne skifter hele tiden i udformning og nuancer.
Blog ImageMed jævne mellemrum presser gletschere is ud i fjorden. Foran sig skubber de enorme mængder af sten, ral og sand. Man bliver helt åndeløs ved tanken om, at sådan har det foregået uden ophold i tusinder af år. Og hvor bliver så al det ral og sand af? At Søndre Strømfjord ikke for længst et fyldt op må skyldes at den stærke strøm fører aflejringerne ud i havet.
Undervejs gjorde vi et ophold og sejlede på land i gummibåden for at gå en lille tur i fjeldet i håb om at se rensdyr.
Vi havde også heldet med os, og så en stor flot fyr, der gik og græssede i en lavning. Det var ikke svært at komme rimelig tæt på den, selv om den så os.
Omkring solnedgang var vi igen ude på havet, og ved 2-tiden var vi i Sisimiut, hvor Michael stod af. Så meldte trætheden sig. Jeg gik i seng i min hyggelige køje og trak tæppet for, så jeg ligesom lå i en hule. For sjov tog jeg ”min” kuvert med rubinerne i, og lagde under hovedpuden. Hvem skulle dog stjæle rubinerne her? Nej, det var med et smil om læberne og blot en barnlig leg.
Ih, hvor sover man godt i sådan en køje med maskinens monotone lyd i det fjerne.
Da jeg vågnede søndag morgen måtte jeg lige se efter…. Jo, rubinerne var stadig under puden.
Blog ImageLige før Maniitsoq stod jeg på dækket og blev helt overvældet af tanker over al den smukke natur, jeg havde set de sidste par dage.
I Brasilien og Peru har jeg set natur, som jeg ikke troede, kunne overgås – og det kan den måske heller ikke.
Nøjagtig det samme kan jeg sige om Grønland.
Det er blot to vidt forskellige oplevelser.
Den sydamerikanske natur kan bedst beskrives som: frodig, blid, tryg, varm og romantisk. Modsvarende kan Grønland beskrives som: gold, rå, vild, uendelig og stor.

Kl. 12 søndag middag var vi i Maniitsoq. Mod behørig kvittering overdrog jeg rubinerne til politiinspektøren. Så lå det tunge ansvar på hans skuldre. Jeg traskede hjem med hovedet fyldt til bristepunktet med smukke billeder og gode timer sammen med behagelige kolleger fra Nuuk og Sisimiut.

Det er som om det gode vejr ingen ende vil tage. En søndag midt på måneden havde vi hvad vi kan kalde en firmaudflugt til Politihytten. De grønlandske kolleger, John (stationslederen) og Klaus, samt Carsten og Peter – alle med koner og børn, samledes ved frokosttid derovre, en god halv times sejlads fra Maniitsoq.
Blog Image
Der blev fisket, grillet og pjattet, mens børnene legede. John havde såkaldt ”grønlandsk proviant” med. Det består af rå sælspæk, rå lever, og rå marsvin. Jo, jeg har smagt det hele, men må erkende, at spæk og rå lever ikke lige er noget for mig. Til gengæld smager marsvin skind ganske udmærket – ligesom nødder.

På den private front var månedens bedste oplevelse, hvad udflugter angår, helt sikkert en sejltur sammen med Peter og Carsten’s familier.
Vi sejlede til en fjord ved navn Søndre Isortoq. Langt inde i fjorden lagde vi til på en strand i nærheden af en elvs udløb. Her spiste vi frokost og Peter, Carsten og jeg fiskede lidt i elven, hvis vand var fuldstændig grå af udvasket ler. På trods af det, fangede Peter en flot fjeldørred.
Blog ImagePå vej tilbage gjorde vi holdt ved et fuglefjeld. Her vrimlede det med måger, der havde deres reder på ganske små hylder på den lodrette klippevæg. Der var også en dyb sprække i fjeldet, og i bunden heraf et vandfald. Sprækken var så stor, at vi kunne sejle derind i bådene. Det var en helt fantastisk oplevelse at føle sig ”i klemme” inde mellem de lodrette klippevægge, med det kraftfulde vandfald lige foran.

Peter og jeg tager ofte på fisketur efter fyraften. Fra sidste halvdel af august vil jeg især fremhæve to ture.
En eftermiddag sejlede vi over til fastlandet, til en nedlagt bygd, Kangerduarsuk, ved udmundingen af en fjord af samme navn. Jeg ved ikke, hvornår bygden blev nedlagt, men det eneste, der er tilbage er kirken fra dengang. Den fungerer nu som en slags lejrskole, hvor der er opholdsrum/køkken i stueetagen og køjerum på loftet.
Blog Image
Udenfor ses rester af gravsteder. Da det jo ikke er så let at begrave mennesker i klippegrund, er de døde lagt på klippen og derefter dækket med større og mindre sten.. Jeg gik lidt og studerede disse gravsteder og fik øje på et sted, hvor det så ud som om en større sten havde været flyttet. Jeg bestemte mig for, at det ikke kunne betragtes som krænkelse af gravfreden, hvis jeg blot lettede lidt på stenen. Som sagt, så gjort. Herfra havde jeg frit udsyn til et lille hulrum under stenene, og blev mødt med synet af et skelet fra et menneske. Det var faktisk ret fredfyldt at kigge på. Efter en stund (og et billede) lod jeg stenen falde tilbage på sin plads – hvil i fred.
I kirkerummet spiste vi den medbragte aftensmad og lavede kaffe.
Da vi skulle af sted ankom to unge par, som ville overnatte på stedet. Jeg forstår, at det er mere eller almindeligt, at ”man” tager derover og holder weekend.
Nåh jo, vi fiskede da også, og fangede en del små torsk, som alle fik deres frihed igen. Jeg bliver mere og mere kritisk med hensyn til fiskestørrelse. De skal altså have en vis størrelse nu før man ”gider” bringe dem hjem.
Blog ImagePå vej tilbage mod Maniitsoq havde vi kurs mod en usædvanlig smuk solnedgang.

Få dage senere var vi på den igen. Denne gang var vi i fjorden, Maniitsup Sermilia, hvor vi lagde til ved ”Johnsens hytte”, der ligger ved en elvs udmunding i fjorden.
Her oplevede vi noget af et fiskeeventyr. Den ene flotte fjeldørred efter den anden bed på krogen. I løbet af en time havde jeg 12 flotte regnbueørreder liggende i græsset.
Blog Image
Faktisk blev jeg i den anledning gjort lidt til grin. Ørrederne så helt anderledes ud end dem, jeg indtil da havde fanget. De havde de flotteste røde farver, og en kroget underkæbe. Derfor var jeg sikker på, at det var laks, og fik også overbevist Peter.
Næste morgen på arbejde fortalte jeg stolt om vores flotte laks. De lokale kolleger grinede af os og irettesatte os om, at det IKKE var laks, men fjeldørred i parringsdragt (så snakkede jeg ikke mere om det).

Månedens triste begivenhed var, at vores stationsleder, John, fra 1. september flyttede til Nuuk, hvor han har fået en god stilling i Politimesterembedet. Selv er han og familien glade, da de alle stammer derfra. Vi andre er noget kede af det, da han er både en meget vellidt og dygtig chef.
Eigil, er fra samme dag udnævnt til ny stationsleder. Han er kun en ”dreng” omkring de 30, men han er også en meget dygtig politimand, så han skal nok vokse med opgaven. Han har et både lyst og glad sind.
Blog ImageSidste måned skrev jeg noget om det grønlandske sprog.
Jeg har tænkt mig, at denne måneds tema skal være: tidevand.
Selv om jeg har været her i nogen tid, kan jeg stadig ikke rigtig forholde mig til de enorme kræfter, der står bag tidevandsskifte.
To gange i døgnet er der højvande, og som følge heraf er der også lavvande to gange i døgnet.
Tidevandsforskellen afhænger af om månen er ny eller fuld. Ved fuldmåne er der op til 4,5 meters vandstandsforskel på højvande og lavvande.
Når vandstanden begynder at skifte fra for eksempel lavvande til højvande, sker det i løbet af et par timer. Det betyder, at man med sit blotte øje kan se vandstanden stige.
Blog Image Vandstanden en formiddag.

Blog Image Samme sted, samme eftermiddag.

Nu skal I tænke på, at dette ikke er et lokalt fænomen. Det foregår ikke blot der, hvor JEG står og iagttager det. Det foregår ikke blot langs hele kysten. Nej, det foregår i hele havet. Når man først har været i Grønland, forstår man, hvor enormt dette område er.
Jeg kan blive helt svimmel af at tænke på, hvor meget vand der bliver flyttet rundt på i løbet af så kort tid.
Prøv lige at lukke øjnene. Tænk dig til at du står på en strand ude på den danske vestkyst. Nu skal du forestille dig, at havet, så langt øjet rækker – og mere til – i løbet af et par timer stiger 4,5 meter. I højde svarer det omtrent til tre mand, der står ovenpå hinanden, eller næsten dobbelt så højt som der er til loftet i din stue. Tænk lige over det et par minutter.

Det giver også nogle enorme strømforhold i fjordene, når så meget vand skal ud og ind på så kort tid. Især på de steder, hvor en fjord snævrer ind. Skipper på SISAK har fortalt mig, at han flere gange har været ude for, at skibet, for fuld kraft, kun kan sejle 1 knob på grund af modstrøm.

Jo, jeg må i sandhed sige, at alt er meget større, og meget stærkere, end hvad jeg ellers har oplevet.

Grønland ER stort – på ALLE måder.



Juli 2007

Juli, Maniitsoq Posted on 16 Sep, 2007 19:41

Juli 2007

Efter en måned i Maniitsoq er det for alvor blevet en form for hverdag. Arbejdsrutinerne, omgangstonen, vejnavne og øvrige omgivelser er ved at have fæstnet sig.
Arbejdsmæssigt har jeg ikke været udsat for uoverskuelige udfordringer.

En del af det faste personale holder ferie på skift, så vi er ikke så mange. Det giver selvfølgelig mere travlhed til os, der er tilbage, og hyppigere hjemmevagter. Det skal ikke betragtes som en beklagelse, for det er jo – trods alt – den væsentligste årsag til, jeg er her.

Der er dog én ting, jeg ikke har vænnet mig til: sproget!
Grønlandsk – eller ”Inuit”, som det mest rigtigt hedder, minder på INGEN måde om vores sprogstamme. Det kommer nok ikke bag på nogen af Jer.
Når man hører grønlænderne tale er det ren volapyk, bortset fra, at der med jævne mellemrum sniger sig et dansk ord ind. Typisk er det, at jeg overhører grønlandske kolleger snakke om ”et eller andet”. Først når f.eks. ordet: ”anklageskrift” dukker op, får jeg en fornemmelse af, hvad de snakker om.

Blog Image Bemærk den grønlandske tekst

Som jeg før har nævnt, har vi en tilbageholdt (arrestant) på stationen. Jeg har aldrig nævnt hans navn, men vi kan jo kalde ham ”Karlo”. Han sidder inde for en ganske alvorlig forbrydelse.
På trods af det, kan man ikke lade være med at synes om ham. Han har en dejlig form for humor, og er på visse felter både intelligent og med en vis intellektuel styrke. Han snakker også glimrende dansk.
Ham har jeg mange gode og sjove samtaler med.
Vi har blandt andet talt en del om det grønlandske sprog.
En dag afleverede han en seddel til mig med et meget langt ord. Han forklarede, at det er det længste, grønlandske ord. Jeg må nok sige, at mine evner til udtalelse kom på noget af en prøve.
På sedlen stod der:
”Nuussutissarsiorsinnaajunnaarnersiutaarukkallartariaqaleraluarnersoruna” = 71 bogstaver.
Ifølge Karlo dækker ordet et begreb, der til dansk kan oversættes til noget lignende: ”Det er vist på tide, jeg kommer på førtidspension”.
Nej, jeg har ikke citeret sedlen forkert. På grønlandsk bruger man rigtig tit ”dobbelt-bogstaver” som f.eks. aa, ll nn og så videre.
Alene udtalen af bogstaverne er besværlig, da f.eks. ”q” udtales som ”g”, dobbelt ”ll” udtales som et hvislende ”s”.
Blog ImageBlot et natbillede, taget kl. 01.30

Som tidligere nævnt, består en del af det daglige arbejde i at ”passe” den/de tilbageholdte. På den måde er det uundgåeligt at man får en form for personligt tilhørsforhold til dem, man selv har været med til at få ”buret” inde for forskellig former for kriminalitet.
Karlo er ingen undtagelse.
De tilbageholdte har en vis form for frihed. Om dagen behøver døren til cellen ikke nødvendigvis at være lukket og låset, hvorimod de om natten (selvfølgelig) er låset inde.
De laver selv mad, og to gange om ugen skal der handles ind. Det kan hænde, at Karlo får lov til at tage med ud at handle. Han kigger pligtskyldigt i tilbudsavisen, og putter de billigste varer i kurven, selv om det er det offentliges kreditkort, der betales med.
Blog ImageSamme nat kl. 02.45

En eftermiddag, hvor jeg skulle have hjemmevagten, var Karlo lige ude og ryge en cigaret, inden jeg lukkede stationen.
Jeg gik som den sidste, og låste selvfølgelig yderdøren efter mig. Netop da jeg var ved at sætte mig ind i bilen hørte jeg Karlo råbe: ”Hej Peter, vent lidt. Jeg skal lige lukkes ind!!”
Joh, han er såmænd god nok.
Han fortæller også åbent om, at han på mange måder føler sig godt tilpas på stationen. Her føler han sig tryg, og det motiverer ham til at se på sit liv på en anden måde. Det alkoholmisbrug han havde, har naturligvis også fået en (i hvert fald midlertidig) ende. Han læser mange bøger om, hvordan man selv kan ændre sit liv til det bedre.

På den private front har måneden igen budt på rigtig mange fantastiske naturoplevelser. Først på måneden var jeg på sejltur sammen med Carsten og Peters familier.
På en idyllisk lille ø, ca. 30 minutters sejlads herfra ligger den såkaldte ”Politihytte”.
Et rigtigt paradis.
Vi havde madkurvene og en grill med, så der var rigtig lagt op til skovtur. Vejret var perfekt, vindstille og solskin.
Grillen var medbragt i den optimistiske tro, at vi skulle fange nogle fisk, så det var bare med at komme i gang.
Storfiskeren (gæt selv hvem…) havde da også held i sprøjten og fangede et par fine fjeldørreder.
Blog ImageMed fisk på grillen, medbragt tilbehør og varmt vand til at lave kaffe med, kunne det jo kun blive en succes – og det blev det.

Før denne dag var jeg ikke klar over, at jeg er medejer af en hytte i Grønland: ”Politihytten”. Beviset hang på væggen i hytten i form af et indrammet skøde. Af dette skøde fremgår det, at denne hytte ejes af ”Politiets kaffeklub”, hvilket betyder, at dem, der til enhver tid arbejder på Maniitsoq politistation og betaler til kaffekassen, ejer hytten.
For ikke at være i tvivl om, hvilken hytte, der tales om, er dens beliggenhed angivet til: 65o25’0”N / 52o36’37”W.
Desværre vil mit ejerskab være af meget midlertidig karakter.
Blog ImageJuli bød også på mange gode oplevelser med fiskestangen. Først på måneden begyndte fjeldørrederne at bide.
De har været ude i havet for at æde sig tykke og fede, og trækker på denne tid mod elvene for at gyde. På den måde er det muligt at fange dem både fra kysten og i elvene. Det er altså rigtig sjovt at fange disse ørreder. De er i rigtig god kondition, og overgiver sig ikke så let, så det river noget i stangen, og snøren strammes så den synger.

Midt på måneden viste sommeren sig fra sin allerbedste side. Vi havde mange dage uden vind, og temperatur omkring 20o. På samme tid var der kun omkring 13-15o og regn i Danmark.

Da Carsten og familie tog på ferie i Danmark var de så flinke (og letsindige) at overdrage nøglerne til deres båd til mig.
Forinden havde jeg selvfølgelig være i oplæring, og havde åbenbart bestået prøven.
Desværre tog de det gode vejr med sig til Danmark, så det var begrænset, hvor mange gange jeg fik sejlet.
Jeg synes ikke det var så klogt at sejle alene, så de 3-4 gange, jeg var af sted, inviterede jeg nogen med.
Blog Image

Billede fra en af de dejlige sejlture

Verden er lille, som vi siger. Det blev bekræftet et par gange i løbet af måneden.
En dag kom en dame ind på politistationen og spurgte efter mig. Jeg kendte hende ikke, men da hun havde fået bekræftet, hvem jeg var, sagde hun: ”Jeg har en hilsen til dig fra Ragna!”
Ragna er min bankdame hjemmefra, og da hendes veninde/kollega skulle på ferie i Maniitsoq, var hun blevet bedt om at hilse mig, såfremt hun skulle støde på mig.

Et par dage senere hørte jeg en råbe mit navn, samtidig med jeg satte mig ind i patruljevognen.
Jeg så en kvinde komme storsmilende over imod mig. Hun kom helt hen til mig og sagde: ”Hej Peter”. Det blev noget pinligt, for jeg genkendte hende ikke, og måtte sige: ”Undskyld, men kender jeg dig?”
”Peter, det er Michelle fra Tyttebærvej…” Uuuups, pinligt. Jeg kender udmærket Michelle og hendes mand, Svend-Erik.
Svend-Erik er ”vores” læge på politistationen.
Michelle og Svend-Erik var i Maniitsoq for at besøge deres datter og svigersøn, som bor her.
Det vidste jeg ikke, og de vidste ikke, at jeg var taget til Grønland. På Michelles opfordring kørte jeg hen til datterens hus, hvor Svend-Erik gik udenfor og malede. Han måbede noget ved at se mig stige ud af bilen, og det havde vi megen sjov ud af. Og så blev der inviteret på is i solen.

Blog ImageVed havnen ligger ”Brættet”, som er det sted, hvor de sæler og fisk, som fangerne lander, bliver solgt.
En dag var der virkelig opstandelse i byen. En fanger havde skudt en Narhval, hvis hale og hoved var sat til offentlig skue ved Brættet.
En Narhval er ikke så stor, men til gengæld har den et mægtigt ”horn”, som vokser ud fra snuden. Dette horn er meget værdifuldt, men tilhører ikke fangeren. Indtægten fra salget (adskillige tusind kroner) tilgår Hjemmestyret. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Denne hvals horn var mere end 2 meter langt.

Sidst på måneden ville Peter have mig med ud for at se, om det var ved at være tid at fange rødfisk. Vi sejlede ca. 30 minutter nordpå imellem Maniitsoq-øen og Hamburgerland, som også er en ø.
Vandet imellem øerne udgør nærmest et smalt stræde, som er meget dybt (op til 400 m). Tæt under land, på ca. 100 m dybde fangede vi en håndfuld rødfisk. Sådan en skabning havde jeg aldrig set før.
Blog ImageDa den lever på så dybt vand, dør den straks den kommer op. På grund af trykforskellen kommer maven ud af munden, og øjnene er ved at falde ud (ses ikke på dette billede).
Rødfisken er en underlig en. Dens røde skind er læderagtigt og finderne fyldte med skarpe pigge. Fisken lever på 100 – 900 meters dybde og vokser meget langsomt. Den bliver op til 60 år gammel og er først kønsmoden i 11-års alderen.
Den smager fantastisk godt. Måske det bedste fisk, jeg har smagt til dato, og det er meget nemt at lave gode fileter.

Næsten dagligt flyder et eller flere isbjerge forbi byen. Et par gange har vi selvfølgelig sejlet ud for at iagttage dem på nært hold. Det er dog ikke klogt at sejle alt for tæt på. Som bekendt er det kun ca. 1/10 der rager over vandoverfladen. Dertil kommer, at de godt kan brække fra hinanden. Det giver selvsagt nogle uhyggeligt store bølger, så man skal have respekt for dem.
Det er en fantastisk fornemmelse at se dem på tæt hold og tænke på, at isen kan være tusinder år gammel.
Blog Image
Det er lykkedes mig at få en klump med hjem i fryseren fra et lille stykke som var brækket af ”moderbjerget”.
De lokale siger, at der aldrig før er kommet så mange isbjerge forbi. De hentyder hermed til den megen snak der er om global opvarmning, som får indlandsisen til at brække og smelte.

Månedens sidste dag bragte en stor nyhed: Jeg skal blive i Maniitsoq.
Det var jo meningen at jeg skulle flytte til Nuuk i midten af august, men det bliver altså ikke til noget.
Situationen i Maniitsoq er, at Klaus Heller og familie rejser hjem med udgangen af juli. Dertil kommer, at vores stationsleder her, John Thorsen, har fået en stilling i Nuuk.
Det gav mig ideen til at foreslå, at jeg kunne blive her, så de ikke pludselig mangler to mand.
Efter nogle dages betænkningstid bestemte de fra Politimesterkontoret i Nuuk, at jeg kunne blive.
Det passer mig rigtig godt. Selvfølgelig ville det have været fint at opleve Nuuk også. På den anden side kan jeg mærke, at jeg slet ikke er færdig med at opleve Maniitsoq og omgivelserne her. Desuden hørte jeg jo på min tur til Nuuk i sidste måned, at der, rent arbejdsmæssigt, ikke var så meget at glæde sig til.

Jo, det var i sandhed en god nyhed på månedens sidste dag.



Juni 2007

Juni, Maniitsoq Posted on 24 Jun, 2007 20:18

Fredag 1. juni 2007

”Så er vi ved at være der”. Jeg vågnede ved skippers forsigtige puf til min overarm. Der var helt mørkt i kahytten, og jeg så blot hans silhuet, da han forsvandt ud i den oplyste gang og lod døren stå på klem efter sig. Så på klokken, der vist 04.45.
Jeg havde ikke ro på mig, men måtte skynde mig i tøjet og ud og få lidt vand i ansigtet og plejet tænderne.
Så var det med at komme op på dækket.
Lad det være sagt med det samme. Jeg var åndeløs. Måtte hive efter vejret. Agter ud sås det spor, skibet trak efter sig i det meget blå vand. I baggrunden de snedækkede bjerge og lige foran mig, på skibet agter hang Dannebrog slapt og dannede den perfekte kontrast til det blå vand. Hold da op, hvor jeg er vild med det flag.
Blog ImageFra stævnen kunne jeg se, at vi faktisk var temmelig tæt på Maniitsoq. Helt fremme på klippekanten stod en boligblok, og ellers sås spredte huse. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at jeg en halv time senere ville få mit hjem øverst oppe i den boligblok, der ses yderst til højre på billedet.
Blog Image

På havnekajen ventede en kollega (Klaus Heller) på mig. Vi fik læsset min bagage bagi patruljevognen, hvorefter turen gik mod min fremtidige bopæl. Mens vi snakkede om min tur hertil, kiggede jeg mig omkring og tænkte på, at disse “gader” ville blive en del af min fremtid og mit liv.”Kvarteret, hvor du skal bo, er ikke noget at råbe hurra for”, sagde Klaus men skyndte sig at fortsætte: “men lejligheden er såmænd god nok.”
“Åh pyt. Det vigtigste er, at lejligheden er i orden. Jeg forlanger ikke så meget.” Jeg vidste, kollegerne havde gjort et stort arbejde for i det hele taget at finde en lejlighed til mig. Det havde ligefrem været på tale, at jeg skulle indkvarteres på hotellet indtil videre, og det synes jeg ikke lød særlig tiltalende.

Vi kørte til den østlige ende af byen og op på et “platou” med tre boligblokke så grimme, som boligblokke nu kan være.
Mine forventninger blev skruet en hel del ned, da vi kom ind i opgangen, som var decideret frastødende. Møg beskidt, mørk og overmalet med graffiti.
Netop som jeg låste mig ind, troede jeg, jeg var gået forkert. Det så ud som om der boede nogen: “Hallooooo, nogen hjemme?”
Nej, der boede ikke nogen, selv om der stod Cola og chips på sofabordet, opvask i køkkenet og lugt af “jeg ved ikke hvad!”
Lejligheden var lejet gennem Lufthavnen, som har rådighed over den. Derfra var det blevet sagt, at lejligheden nok skulle blive rengjort i løbet af dagen.
Det ville så ordne sig hen ad vejen.

Blog Image

Klaus ville hente mig lidt før klokken 8, så vi kunne følges ad til stationen, så jeg satte blot bagagen fra mig og gik en tur. To minutters gang fra min boligblok kom jeg til en kirkegård, som ligger helt ned til vandet i en lille bugt. Det så ud til at være en kirkegård, der ikke bliver brugt mere. De hvide kors af træ så gamle og vejrbidte ud. Stemningen var helt nostalgisk, nærmest smuk. Lige ved siden af ligger tre gamle bygninger. Den ene ser ud til at være en tidligere kirke. Skilte på de to andre huse fortalte, at byen også har et lille bibliotek og et museum. Det må blive et udflugtsmål i nærmeste fremtid.

Klokken 8 indfandt jeg mig således på stationen og blev budt velkommen af chefen, en grønlandsk vicepolitikommissær. Han viste rundt, gav mig de nøgler, jeg skulle have og fortale lidt om de daglige rutiner. Derefter var alle samlet til morgenkaffe. Jeg fornemmede straks, at der er en god stemning på stationen.
De fysiske rammer viste sig (lidt overraskende) at være rigtig gode. Stationen er en træbygning, som ser forholdsvis ny ud. Der virker rent og ryddeligt overalt. Her er alt, hvad der behøves: ekspedition, 2 to-mands kontorer samt chefens kontor, et kontor til tekniske hjælpemidler (fingeraftryk, Internet m.v.), køkken/spisestue, samt omklædningsrum med bruser. Endvidere er der naturligvis et rum til koster og et våbenrum. Der er også en lille tilbygning med tre detentioner med fællesareal og tekøkken for de indsatte.
Her bliver detentionerne ikke kun brugt til berusere. Varetægtsfængslede (de benævnes: ”tilbageholdte” her) bliver også passet her, hvilket er en del af de daglige pligter.

Det meste af dagen gik med at kigge på hylder og i mapper og snakkede med kollegerne. Det var tydeligt, at alle var indstillet på at give mig en blød og behagelig start – hvilket lykkedes til fulde.
Jeg var da også med på en lille køretur i byen, for lige at se de mest nødvendige lokaliteter. På trods af at byen er meget lille er det alligevel svært at finde rundt lige i starten. Når jeg kiggede på gadenavnene gav det mig en vis frygt for, at jeg ALDRIG ville lære at skelne disse navne fra hinanden – endsige lære at udtale dem.
Hvordan i alverden ville det nogensinde blive muligt at udtale vejnavnet: Ivissuaaterealaa så det har blot en anelse grønlandsk klang?

Snart var det fredag eftermiddag og fyraften. I weekenden er stationen lukket, bortset fra den kollega, der har vagten fra sit hjem. Da jeg, trods alt, ikke blev kastet så hovedkuls ud i hverdagen, havde jeg derfor udsigt til et par dage fri. Det ville give mig mulighed for at gå nogle ture i byen – og måske lidt udenfor, samt få mig indrettet i lejligheden.

Klaus, var temmelig ked af, at lejligheden ikke var gjort ren, så han havde ringet til lufthavnen og rykket for rengøring. Derfra blev det lovet at få den gjort ren i løbet af dagen. Først på eftermiddagen var jeg hjemme og tjekke, men intet var sket. En fornyet opringning gav forhåbning om, at der ville ske noget i løbet af lørdagen.
Da jeg kom hjem var det således ikke just idyl og hygge, der kom mig i møde i entreen.

Jeg begyndte at smide det værste ud og ordne køleskabet, men indså hurtigt, at jeg ligeså godt kunne “bide i det sure æble” og simpelthen starte i det inderste hjørne.
På den måde blev det hurtigt fredag aften, og da jeg rettede ryggen og så mig omkring var jeg faktisk meget godt tilfreds med mit nye hjem. Og måske endnu vigtigere: nu vidste jeg, at lejligheden var ren, om så det var nederste skuffe i køkkenet.

Blog Image

Lidt træt efter alle de nye indtryk (og hovedrengøringen), stillede jeg mig en stund på altanen og nød udsigten til det blå, blå hav og beundrede bjergene i horisonten, der var næsten røde af midnatssolen. Jeg var dog ikke sen til at finde min seng, og faldt hurtigt i søvn.

Søndag 3. juni 2007

Nej, det kom heller ikke nogen og gjorde rent i løbet af lørdagen. Jeg havde slæbt diverse skrammel ned til containeren, og et stoppet en sort plasticsæk med sengelinned, håndklæder m.v., som jeg regnede med tilhører den officielle indehaver af lejligheden. På døren en seddel om, at der var gjort rent og en bemærkning om, at den sorte sæk kunne fjernes. Da intet skete hen over søndagen, blev også den sæk sat ned til containeren.
Blog Image

Ellers gik weekenden med at gå ture i byen for at danne mig indtryk af, hvad der findes af butikker og andre nødvendigheder. Det lader til at alt forefindes her, om end i lidt lille målestok.

Byen bliver hyggelig derved, at der er små havnebassiner med joller og lystbøde af enhver størrelse og til enhver pengepung. Et par havnekaje er konstrueret til større skibe og trawlere.

Ved en af anløbsbroerne holder fangerne til. Her er der en livlig trafik af fangere, der lander deres fisk, marsvin og sæler, og hvad de ellers fanger og skyder på havet. Ovenfor ligger ”Brættet”, som nærmest kan sammenlignes med en mellemting mellem en fiskeauktionshal og en fiskehandler. I ”Brættet” handles sælspæk, hvalkød og fisk af mange slags. Priserne synes at være særdeles overkommelige. Jeg købte en torsk på lidt over et kilo til kr. 25,-.

Et andet karakteristika ved byen er, at mange huse er bygget på klippeskråningerne. Nogen af husene ligger så lange oppe, at der må være hundredvis af trappetrin derop. Godt man ikke er flyttemand her.

Blog Image

Alt i alt er det helt bestemt en hyggelig by at færdes i.
En ting skuffede mig fælt ved at færdes igennem byen. Jeg blev meget overrasket over at se, hvor beskidt her er. Nogen steder er der direkte ulækkert i gaderne. Tankerne blev straks ledt hen på det syn, der møder én i Kosovos gader – dog ikke helt så slemt her. Jeg er ked af at nævne det, men det hører altså med til historien.
Hvad er det, der får mennesker til at efterlade plastic, gulvtæpper, papir, og rustne cykelstel i rendestenene og grøfterne?

Jeg gik naturligvis også en tur i fjeldene, som begynder deres stejle stigning mindre end to meter fra gadedøren.
Vejret var rigtig skønt med solskin fra en skyfri himmel.
Fra klipperne fulgte kystlinien bag om byen. Skaberen af denne enestående natur har oven i købet betænkt vandrerne med klipper, der er bekvemme at trave op og ned ad. Der var stadig en del sne på de skyggefulde steder, og det anede mig, at der måske kunne ligge en fare ved blot at træde ud på sneen. Kunne den mon dække over en dyb kløft?
Efter en times vandretur opgav jeg at spille helt, og vendte om.
På de næsten nøgne klipper har visse plantearter formået at finde basis for at leve. Selv om der ikke er mere muld, end det svarer til en skovlfuld ovenpå stenene, formår visse plantearter at udfolde sprudlende liv.

Nærmest euforisk vendte jeg hjem sidst på eftermiddag, opsat på at udforske dette område nærmere i takt med sneen måtte overgive sig for den kommende sommer.
Blog Image

Torsdag 7. juni

Den første hverdag (mandag) var ikke noget speciel, men gik nærmest yderlige ud på at lære dagligdagen at kende.
Til gengæld var tirsdag og onsdag noget helt specielt.

Jeg skulle med på min første ”bygdetur” med politikutteren ”SISAK II”. Jeg har andet sted fortalt lidt om politikutterne, som har til formål at ”servicere” de små bygder langs kysten sådan rent politimæssigt. Endvidere bliver de også brugt til blandt andet eftersøgninger, sø redning m.v.

Det var lidt af en ”broget forsamling”, der mødtes på havnekajen tirsdag morgen. Foruden den 5 mand store besætning bestod ”lasten” af: Kredsdommeren, hans sekretær, to domsmænd, en bisidder (forsvarer), Steve, Carsten (kolleger) og jeg, samt Brian, der er reservebetjent. Sidstnævnte var dog med som ”turist”, da han skulle besøge nogen i en bygd.

Vi lagde fra kaj præcis kl. 08, med kurs mod syd, og fulgte kysten på behørig afstand. Havet var ret stille, så det var en fuldendt fornøjelse at stå på dækket og betragte de smukke bjerge med sne, og det blå hav.I ”stuen” fik vi serveret kaffe og brød af kokken, og der var almindelig god og afslappet snak om løst og fast.
Vi medbragte nogle sager, som skulle klares i bygderne, Napasoq og Atammik. Der var forskellige sager, hvori folk skulle afhøres, der var stævninger, der skulle forkyndes, fogedsager og faderskabssager, og forberedelser til et par retssager (det var jo årsagen til at retten også var med).
Efter en times tids sejlads tog vi sagerne frem og begyndte at fordele dem imellem os. Steve og Carsten forberedte sig på retssagerne.
Blog ImageKlokken 11.00 ankom vi til Napasoq, som ligger på en ø. Øen er ikke større end det er muligt at gå rundt om den på en times tid. Allerede lidt på afstand fik jeg fornemmelsen af at ankomme til en anden Verden eller anden planet. Det var altså sælsomt at ankomme til en lille bitte by med spredte huse og lidt under 100 indbyggere. Under anløb ved kajen kom enkelte nysgerrige for at hilse på, men alt i alt virkede det som folk ikke tog nogen særlig notits af os.
Bygden har en lille fiskefabrik, et skind bearbejdnings værksted, en butik, en skole, en sygeklinik og en kirke.
Kommunefogeden kom til stede og fik besked på, hvem vi gerne skulle have fat i, og så begav han sig på rundtur i bygden for at se, hvem af dem, der var hjemme.

Selv fandt vi frem til et hus, hvor beboeren skulle anholdes til en af vores sager. Vi fulgte ham tilbage til båden, hvor han fik at vide, at han blot skulle vente – og så gik vi igen. Det var lidt uvant for mig blot at efterlade en anholdt med den besked. På den anden side kan man med rette stille spørgsmålet: hvor skulle han egentlig stikke af hen?
Blog ImageInd imellem politiopgaverne gav vi os tid til at gå en tur i bygden. Det er specielt værd at nævne kirken. Der er af gode grunde ikke så stor, men til gengæld var min forbløffelse stor, da jeg så den indeni. Den var usædvanlig smukt udsmykket med en form for malerier på væggene. Motiverne forestillede eskimoer i forskellige situationer, formentlig af religiøs karakter.Også butikken var speciel. Ikke større end en stor døgnkiosk i Danmark. Til gengæld er det lidt af en blandet landhandel, med fødevarer, tekstil og lidt isenkram. Det faldt i øjnene, at mange af hylderne var mere eller mindre tomme. Carsten spurgte, om ikke der snart kom forsyningsskib. Dertil blev der svaret, at ”forsyningsskibet har lige været her, men de havde glemt en hel del af det, der var bestilt”. Jeg hæftede mig ved, at frysedisken var tom, og i kølerdisken langs væggen havde et par tuber sennep al pladsen for sig selv.
Blog ImageMidt på eftermiddagen havde vi klaret det, der skulle klares. Rygtet om SISAK’s ankomst var nok nået os i forkøbet, for et par stykker af dem, vi skulle have haft fat i, ”var taget på havet”, ligesom de forrige gange politiet dukkede op.

Sejlturen fortsatte sydover, hvor vi efter yderligere et par timers sejlads ankom til Atammik, som er ca. dobbelt så stor som Napasoq.
Her er de samme faciliteter, naturligt nok i større målestoksforhold. Vi gik rundt i byen og lavede diverse aftaler om tidspunkter, hvor folk skulle komme til afhøring på skibet den følgende formiddag. Også her skulle retten sættes i den lokale forsamlingsbygning.
Bygden er for tiden uden kommunefoged, men Carsten forsøgte (vist nok med held) at overtale en til at påtage sig hvervet – mod betaling af Rigspolitichefen, forstås.
Blog ImageMåden at leve på her er noget anderledes end det, jeg kender hjemmefra. Husene er ikke nær så store, og familierne er typisk meget større. Vi besøgte blandt andet et meget lille hus i to plan. Her boede en mor og far med fem børn. I et lille soveværelse sover forældrene med de tre mindste børn, mens de to andre delte et endnu mindre værelse.
Kirken her var noget anderledes, men meget pæn udsmykket, lys og intim atmosfære.
Blog ImageOm aftenen hyggede vi os ombord på skibet. Nogen så fjernsyn, andre spillede kort, og jeg susede selvfølgelig rundt og sugede indtryk til mig.

Jeg sov som en sten i kahytten og vågnede som den sidste et par minutter før klokken 08, ved duften af småsnak og duft af kaffe fra messen.
Straks efter den dejlige morgenmad blev der travlt i ”butikken”. En overgang var der ligefrem kø for at komme til afhøring eller få udleveret stævninger.

Alt gik forrygende, og klokken 12.30 blev landgangen taget.

Vejret var forrygende, med høj solskin og havblik. Vi havde ikke sejlet ret lang tid, før der blev råbt: ”Pukkelhvaler forude!”.
Alle ombord styrtede ud på dækket, og ganske rigtigt. Langt ud sås store, sorte rygge komme til syne. Skipper satte farten ned, og vi nærmede os langsomt området, hvor de skulle befinde sig.
I løbet af den næste times tid så vi adskillige hvaler, nogen af dem forholdsvis tæt på. Det er svært at beskrive, hvilket syn det er at se så stort et dyr tumle sig i vandet.
Blog ImageEn voksen pukkelhval kan veje op til 30 tons (svarende til ca. 50 malkekøer) og er ca. 15 meter lang. Når de kom fri af vandoverfladen for at trække vejre, spredte de en kæmpestor sky af vand fra deres åndehul (det kaldes ”blåst”). Nogle gange kunne vi, selv på lang afstand høre deres skrig, eller skriv, som nok er en form for kommunikation. En gang imellem var vi så heldige, at de dykkede så lodret, at deres enorme hale kom til syne. Hver eneste gang gav det kuldegysninger at se og høre på.
Det er svært at forholde sig til, at der findes så store pattedyr, der lever deres liv i havene.
Vi kom aldrig helt tæt på. Ifølge skipper holder hvalerne sig bevidst på en vis afstand fra store skibe, da de ved, at det kan være hvalfangerskibe. Der imod er det muligt at komme HELT tæt på dem i små både.
Efter sigende er det muligt at komme HELT tæt på dem – altså ganske få meters afstand, hvis man er i en almindelig motorbåd.
Det må være én af drømmene for denne sommer.

Og der skete virkelig noget på hjemturen. Hvis ikke det var hvaler, vi så, så var det sæler eller marsvin.
Sæler en nogle sjove nogen. De ligger ligesom og flyder med hovedet over vandet, nærmest overlegne ser de ud. De kigger mod den mærkelige skikkelse, der kommer tøffende imod dem.
Blog ImageAt skipper og andre stillede sig ud i stævnen og skød efter dem med deres rifler, to de ikke umiddelbart notits af. Først når projektilerne ramte så tæt på, at de fik vandsprøjt i øjnene, dukkede de sig.
Det lykkedes således ikke at skyde nogen sæl.
Til gengæld lykkedes det skipper at skyde et marsvin, hvilket vakte vilde jubelscener blandt besætningen.
Blog ImageStraks efter den blev landet, kig dommerens sekretær og kokken i gang med at partere den.
”Nu skal du smage rå marsvineskind,” blev det bekendtgjort for mig. Ja, selvfølgelig skulle jeg det.

Skindet blev skåret i mindre kvadrater, og det værste spæklag snittet af. Så var det med at proppe i munden.
Indrømmet, det var en lidt ”sæl”som oplevelse at putte marsvineskind i munden. Til gengæld var det noget af en overraskelse, at det faktisk smagte rigtig godt. Ligheden med nødder er meget påfaldende.
En rigtig lækkerbisken var et stykke skind på et nybagt rugbrød fra butikken i Atammik, mmmmMMMMM…
Blog Image”Nu er du optaget i den Danske Republik, Grønland,” sagde reservebetjenten, og gav mig et anerkendende skulderklap.

Ja, på den måde blev eftermiddagen lang, men en rigtig god oplevelse.
Som Carsten sagde, da vi havde Maniitsoq i sigte: ”Det er sådan en tur turister giver i tusindvis af kroner for at komme på”


Tirsdag 19. juni

I de forgangne par uger er hverdagen så småt begyndt at forme sig. Jeg er ved at være dus med de forskellige lokaliteter og ansigterne på posthuset, sygehuset, i lufthavnen og de forskellige butikker m.v. Folk er begyndt at hilse venligt, når jeg møder dem gå gaden, og enkelte standser endda op for at udveksle et par ord.
Blog Image
Til overraskelse for nogen er jeg også rigtig glad for stedet, hvor jeg bor. Nuvel, ejendommen er grim, og opgangen er nærmest uhyggelig. Til gengæld fungerer lejligheden godt. Den er lys og møblerne er stort set i orden, og så har jeg jo den fine udsigt. Jeg kan forstå på kolleger og andre, at der indtil for kort tid siden var en del problemer med min overbo, som larmede 24 timer i døgnet. Han blev dog smidt ud for kort tid siden, og det har åbenbart skabt ro.
Blog ImageJeg har også været inviteret til middag hos mine danske kolleger, Klaus, Peter og Carsten (og deres familier). Det har naturligvis også været medvirkende til at jeg har følt mig godt modtaget og er blevet indlemmet i flokken.

I weekenden 9.-10. juni havde jeg min første weekend vagt. Politistationen som sådan er lukket, så ”butikken” passes fra ens bolig. Kunder henvises til at ringe på den mobiltelefon, som vagten har med hjemme. Reservebetjentene skiftes til at være i bagvagt, så hvis man skal bruge hjælp, ringer man efter en af dem.
Det var selvfølgelig med en vis spænding jeg startede vagten. Hvad rykkes der normalt ud til? Hvad henvises til det bliver hverdag? Hvordan tackler man situationer, hvor kunderne kun taler grønlandsk? Hvad nu hvis der kommer en rigtig alvorlig sag?
Der var jo ikke andet at gøre, end at bruge den sunde fornuft (det er jo netop det, det meste politiarbejde drejer sig om).
En af vagtens opgaver er også at passe på de fanger, der måtte være på stationen. Vi har jo, som vist nok tidligere nævnt, en fange for tiden.
Tre gange i døgnet skal han aflægges et besøg og luftes.

Weekendvagten bød på dårligt og regnfuldt vejr, hvilket nok var medvirkende til at det blev en stille vagt. Om lørdagen kørte jeg rundt på hele vejnettet, som jo er ret overskueligt, for at lære byen at kende.
Under denne tur oplevede jeg noget ganske sælsomt, der endnu engang bekræfter, at Verden ikke er ret stor. For enden af en stikvej ligger lossepladsen, der er nøjagtig så grim som sådan nogen er. Da jeg var ved at vende bilen, faldt mit blik på noget, der skærpede min opmærksomhed.

Blog ImageMidt i bjerget af skrammel lå en lastbil, som engang havde været en såkaldt betonkanon. Det, der påkaldte min opmærksomhed var de meget karakteristiske farver, den var malet i: orange og grøn.
For 30 år siden var jeg lastbilchauffør på Kås- Pandrup Betonvarefabrik, hvis lastbiler var malet i netop disse farver. Jeg måtte naturligvis studere fænomenet nærmere. Det lykkedes mig ikke at finde noget, der fortalte om denne skrotbils tidligere ejerskab, men ligheden var så slående, at jeg måtte undersøge sagen til bunds.
Jeg tog et par billeder, satte mig senere til Internettet og fandt frem til min tidligere arbejdsgiver, Iversen, som jeg sendte en e-mail og fortalte historien.
Der gik kun et par dage, før jeg fik svar. Jo, den var god nok. Fabrikken var i starten af 80erne ejer af en betonkanon af netop denne model og i disse farver. Normalt blev de gamle biler solgt til Østeuropa, men en enkelt røg til – Sukkertoppen (nu Maniitsoq).

Søndagen var lidt speciel.
Vores fange, med kælenavnet, Nuka, havde i ugens løb spurgt om det var muligt at komme i kirke, da en dreng fra familien skulle konfirmeres. Det var for så vidt i orden, hvis weekendvagten (mig) ville bruge tid på det. Og det ville jeg naturligvis, hvis arbejdet ellers tillod det. Så ville jeg jo blive den oplevelse rigere.
På den måde indfandt jeg mig i kirken sammen med Nuka. Det er i øvrigt en pæn og ret ny kirke, og der var fulde huse.
Blog ImageKonfirmanderne var klædt i nationaldragter, hvilke for pigernes vedkommende er meget smukke med tusindvis af farvestrålende perler og sælskindsstøvler. Drengenes dragter består af sorte bukser og hvide anorakker, og er dermed mere neutrale.
Efter kirkegangen var vi til kaffemik i forsamlingshuset og endnu et i ejendommen, hvor Nuka normalt bor.
Det var bemærkelsesværdigt, at ingen synes at tage notits af, at Nuka var ifølge med en uniformeret politimand. Det skyldes formentlig, at alle i byen kender Nukas situation, og endvidere siges det, at man i den grønlandske kultur ikke fordømmer nogen selv om de måtte have dummet sig nok så meget.
Jeg vil ikke nævne, hvorfor Nuka er tilbageholdt, men det drejer sig om en temmelig alvorlig forbrydelse.
Han er nu en meget stille og rolig fyr, og det er svært at forestille sig, at han kan gøre en flue fortræd.

Ud over en fuld kvinde, der ville ævle, og noget, der mindede om et lille butikstyveri, var der ikke nogen politimæssige opgaver.

De tre ”dansker familier” har alle haft mig med på sejltur i deres både. Det er noget helt særligt at se landskabet fra en speedbåd. Billedet skifter hele tiden, det ene smukkere end det andet.
Blog Image
Med Carstens familie sejlede vi til Ada fjorden. Den bliver vist også kaldet ”dansker fjorden”, men jeg ved ikke rigtig hvorfor. Ada fjorden ligger tæt på byen, og en lille snæver fjord med forholdsvis høje og stejle klipper. Inde i bunden var der stadig is på vandet. Jeg lånte Carstens pilkestang og skulle forsøge at fange en torsk. Ved første forsøg satte pilken sig fast på bunden, og der var ikke andet at gøre, end at kappe linen. Det var så det…
Blog Image
Med Klaus´ familie sejlede vi til Kangerdluarssuk fjorden som ligger på fastlandet, ca. en times hurtig sejlads herfra. Også denne fjord er ret smal. På vejen in mod bunden passerede vi en klippeformation, kaldet ”Løven”, da den ligner en liggende løve. Lidt længere fremme passerede vi foden af det bjerg, der huser områdets eneste helårs skisportssted, vist nok af samme navn som fjorden.
Inde i bunden a fjorden kastede vi anker. Deres båd er ret stor, så den kan ikke gå helt ind under land. Den lille gummibåd blev sat i vandet, og vi sejlede til land. Herfra gik vi en halv times tid op langs en lille elv, der på visse steder stadig var dækket af is og sne. I hullerne fiskede vi lidt, dog uden held, og ved aftenstid blev der lavet mad over gasblusset.
Blog ImageMed Peter sejlede vi nordpå til et vandområde kaldet Angmarqoq, som ligger på sydsiden af øen, Hamborgerland. Her drev vi rundt på dybt vand og fiskede torsk. Denne gang var der mere held i sprøjten. Jeg havde da tre fine torsk med hjem, som endte deres dage i køleskabets lille skabsfryser.
Det var nogle rigtig hyggelige og oplevelsesrige ture, der gav mig et godt indtryk af omgivelserne omkring Maniitsoq.

Lørdag 30. juni

Den 21. juni er Grønlands nationaldag. Ganske vist indførtes selvstyre fra 1. maj 1979, men jeg tror 21. juni er valgt som nationaldag for også at markere årets længste dag. Der er virkelig tale om en festdag, og alle har fri fra arbejde.
I Maniitsoq fejredes tillige 225 års byjubilæum i år. I det Herrens år 1782 besluttede den danske regering at flytte (en del af) byen, Kangaamiut til det sted, hvor Maniitsoq i dag ligger. Kangaamiut består dog stadig som en bygd i kommunen.

Jeg havde vagten på denne dag, og vores fange på stationen havde spurgt mig, om jeg ville tage ham med til Borgmesterens tale ved rådhuset.
Well, jeg var jo ikke forpligtet til at tage til byjubilæum med en arrestant, men på den anden side ville der jo ikke gå noget fra mig, ved at tage ham med. På den måde ville jeg jo også få en lidt særlig oplevelse.
Og således gik det til at jeg tog til stationen om morgenen for at hente ham, og køre de 100 meter hen til Rådhuset.
Vejrguderne var ikke just med os denne dag. Det var faktisk en regnfuld og lidt kølig dag.
På parkeringspladsen var opstillet et telt uden sider, så tilhørerne kunne stå i tørvejr og høre Borgmesterens tale.

Blog ImageJeg tror der var mødt ca. 100 mennesker op. Nogle i festtøj, andre i kedeldragt og gummistøvler.
Ingen lod sig mærke med, at politiet var til stede med fangen. Dem, som kendte min ”ven”, hilste pænt på ham, og nogle af dem også på mig.

Efter Borgmesterens tale sang det lokale sangkor et par sange. En af vores reservebetjente og hans kone/kæreste synger i koret.
Derefter fulgte en ceremoni hvor kvinder, klædt i den smukke nationaldragt fik slået søm i en fane.
Jeg fandt ikke ud af, hvad det nærmere gik ud på.
Blog ImageJeg afleverede arrestanten i hans celle igen, med løfte om at hente ham tidligt på eftermiddagen for at tage i idrætshallen og se på festlighederne der.
På den måde fik vi også hele eftermiddagen til at gå. I hallen var der kæmpe kaffebord og forskellige former for underholdning i form af lokale musikere og børnesangkonkurrence. Joh; vi havde begge en fornøjelig eftermiddag. Jeg fik snakket med forskellige mennesker, som jeg ikke kender, og han fik lejlighed til at hilse på gamle venner og familie.

Grønlænderne fejrer ikke Sct. Hans som vi gør. Det er simpelthen ikke en tradition. Jeg ved ikke hvorfor, men der kan jo være den rent praktiske grund, at de ikke har noget træ at brænde af..??

Blog ImageDet afholdt nu ikke en lille flok danskere i at mødes i en lille bugt nede ved vandet. Her havde min danske kollega, Carsten formået at samle nogle Euro-paller. Jeg tror vi var samlet ca. 20 danskere der. Naturligvis tiltrak bålet en del grønlandske børn, og de var elle vilde med bålet. Det var tydeligt, at de ikke har det samme forhold til åben ild, som danske børn har. De havde travlt med at komme HELT hen til ilden, og samle brændende træstumper. Til sidst måtte vi jage dem lidt væk, for det blev simpelthen for farligt for dem. Jeg tror flere af dem brændte noget af håret og fik brandvabler på hænderne af at samle brændende træstykker op.

Jeg havde weekend vagten 23./24. juni, men der skete ikke så meget. For første gang skulle jeg forholde mig til en ”båd i havsnød”.
Jeg blev ringet op fra kystradioen der oplyste, at de var i radiokontakt med en båd et godt stykke mod nord, som havde fået motorstop.
Han var dog ikke i decideret havsnød, for han var ikke ligeglad med, hvor han skulle bugseres hen. Han stillede nærmest grav om at blive bugseret til Sisimiut (længere mod nord). Konklusionen derpå måtte derfor være, at nøden ikke var så stor.
Jeg ringede til kommunefogeden i Kangaamiut, som fandt en borger, der var villig til at sejle vedkommende til undsætning – mod betaling.
Via kystradioen blev pågældende gjort klart, at han selv måtte betale for bugseringen, og således hørte jeg ikke mere til den sag.

Sygehuset spurgte os den 28. juni om de kunne låne to politifolk til at ledsage en psykisk syg patient til sygehuset i Nuuk. Egentlig er det ikke en opgave for politiet, men da der var tale om en mand, der sådan uden videre kunne finde på at ”tænde af”, var det lidt betænkeligt at have ham uledsaget ombord i en flyvemaskine. På sygehusets regning drog jeg således af sted sammen med en af de lokale kolleger, Eigil Lyberth og en sygeplejerske.
Det var jo en god mulighed for at snuse til Nuuk, som jeg skal til i midten af august.
Eigil har selv boet og arbejdet som politimand der, så han var jo den perfekte guide.
Blog ImageOmrådet omkring Nuuk viste sig at være overraskende smukt, set fra luften. I takt med vi nærmede os Nuuk dukkede i hundredvis af små og kringlede fjorde op. De var kønt dekoreret med små istoppe, der så ud som sukker, drysset med en strøske.

Efter at have afleveret patienten på sygehuset tog vi til politistationen. Det var sidst på eftermiddagen, så der var ikke så mange på stationen.
Jeg mødte et par at de kolleger, jeg var rejst herop sammen med. De var glade og tilfredse med at være i Nuuk.
De fortalte flittigt om arbejdet og hverdagen i byen. Jeg fandt hurtigt ud af at der, rent arbejdsmæssigt, ikke er så meget at glæde sig til. De arbejder i almindeligt treskift, og vælter rundt i fulde mennesker, husspektakler og butikstyve.
Ofte bliver de kaldt på arbejde på fridage.
Jeg kunne også forstå, at der nok ikke er helt så meget socialt samvær i fritiden, som vi har i Maniitsoq.

Eigil og jeg spiste fastfood til aftensmad, og gik i biografen om aftenen. Midt i byen er der et flot, og ret ny kulturhus, som blandt andet indeholder en biograf af højeste klasse.
Nuuk er meget forskellig fra Maniitsoq. Her bor jo også fem gange så mange mennesker. Der er ”rigtige” gader – og gågade – med butikker af enhver art.
Faktisk er det en ”rigtig by”.
Helt bevidst tog jeg ingen billeder i Nuuk by, for jeg synes det skal vente til jeg flytter dertil.

Vi sov på Sømandshjemmet, som var af udmærket standard.
Da vi skulle tilbage til Maniitsoq med flyveren klokken 07.00, måtte vi op kl. 05.00. En patrulje kørte os til Lufthavnen, hvor vi checkede ind i tide, men fik samtidig besked om, at vi ville blive forsinket da der var tåge i Maniitsoq. Vi ventede således et par timer i terminalen indtil vi fik besked på, at vi ikke skulle regne med at komme af sted før kl. ca. 16.00.
Vejret var skønt, så vi gik rundt i byen og så på butikker, og aflagde politistationen endnu et besøg.
Da vi så stod i lufthavnen i god tid før klokken 16.00 fik vi alle tre at vide, at vi ikke kunne komme med, da vi stod på venteliste.
Det forstod vi ikke noget som helst af, for vi havde jo billet og checket vores bagage ind. Problemet viste sig at være, at sygehuset kun havde købt en såkaldt ”chancebillet” til os. Det betød, at vi kun kunne komme med, når der var ledige pladser. Nu var passagerlisten i mellemtiden vokset en del, så som det så ud lige nu, kunne vi komme med tirsdag morgen (det her var en lørdag!!).
Vores bagage blev hentet ude bag ved, og så kunne vi ellers klare os selv.

Nu var gode råd dyre. Alt imens sygeplejersken ringede hjem til sygehuset, ringede Eigil til sin svoger, som bor i Nuuk. Han har en stor, hurtiggående båd, og var klar til at sejle os hjem mod betaling af brændstof – ca. kr. 2.500,-.
Det kunne ellers have været sjovt at sejle hjem i en stor speedbåd, men ”desværre” havde sygehuset i mellemtiden arrangeret, at vi kunne komme med passagerskibet med afgang kl. 23.00.
Blog Image(Billedet ovenfor viser Kystskibet en morgen det passerer Maniitsoq)

Så var der ikke andet at gøre, end at tage tilbage til byen, hvor vi gik endnu en tur, og så endnu en film i biografen.
I god tid før afgang stod vi på havnen ved landgangsbroen til kystskibet.
Ved check in stod en meget fuld kvinde foran mig. Hun præsterede at falde over ingenting, så Eigil og jeg måtte hjælpe hende på højkant. Hun fortalte, at hun var på vej til bryllup i Sisimiut (nord for Maniitsoq), men da vi kom til lugen blev hun uden nogen diskussion afvist på grund af sin beruselse. Der røg det bryllup…
Blog ImageVi fik anvist en lille kahyt i skibet, og efter at have set os lidt omkring gik vi til ro.
Jeg sov godt, men havde stillet vækkeuret, så jeg kunne se udsigten på den sidste del af turen.
Desværre var der tåget, så det blev der ikke noget af.

Klokken 08.00 søndag morgen var vi i Maniitsoq – en stor oplevelse rigere.



Fakta om Maniitsoq

Maniitsoq Posted on 22 Jun, 2007 00:02

Blog Image

Maniitsoq (Sukkertoppen) betyder “det ujævne”, hvilket er en temmelig god beskrivelse af området.
Maniitsoq kommune dækker et areal som er næsten dobbelt så stort som Danmark. Kommunen har i alt 3.500 indbyggere, hvoraf 2.800 bor i Maniitsoq by. De resterende indbyggere er fordelt på tre bygder, Kangaamiut (375), Napasoq (100) og Atammik (225).
Store dele af kommunen er dækket af grundfjeld, der er skønnet til at være 3,5 mia. år gammelt (noget af det ældst kendte i Verden). Der findes heri ædelsten og halv ædelsten som blandt andet diamant, rubin, granat og korund.
De ældste kendte menneskerelaterede fund er fra Saqqaq kulturen fra ca. 2.000 f.Kr. Derudover er der fund fra senere eskimokulturer og vikingerne.

Blog Image

Maniitsoq by ligger på en ø, men det fornemmer man ikke, når man opholder sig her. I virkeligheden kan man sige, at alle byer og bygder i Grønland er øer, da de ligger isoleret fra omverdenen. Ingen veje fører fra den ene by til den anden. Infrastrukturen er som i enhver kommune. Her findes rådhus, hospital, lufthavn, domhus (kaldet: Kredsret), politistation, skole, børneinstitutioner og fodboldstadion m.v.
I bygderne har de en valgt bygdebestyrelse som er bindeledet til kommunen. Endvidere findes en “kommunefoged”, der i et vist omfang har politimyndighed. Han klarer de mest almindelige og presserende politiopgaver og “holder skidtet fra dørene” indtil politiet dukker op en gang ud i fremtiden.

Blog Image

I Maniitsoq er der ca. 24 km asfalteret vej – og næsten ingen grusveje. Alle veje ender blindt, så talemåden om, at “alle veje fører til Rom” giver ingen mening her.
Man kan sige, at vejnettet består af 3 hovedgader, der hver især har små, blinde stikveje.
Nu skal I ikke tro, at der ikke findes biler i sådan en by. Faktisk opleves en forholdsvis livlig biltrafik i dagtimerne. Selv taxier “vrimler” det med.
I Maniitsoq er der 12 taxier, hvilket synes at være temmelig mange. Jeg kunne ikke lade være med at lave et lille regnestykke over det.
Antallet af taxier svarer til, at der er 1 taxi for hver 2 km vejstrækning, eller 1 taxi for hver 233 indbyggere.
Det ser sjovt ud, hvis man overfører de tal til Gl. Silkeborg kommune, der har et kommunalt vejnet på 429 km og et indbyggertal på 55.000. Det svarer til, at der skulle være 215 taxier i Silkeborg, set i forhold til vejstrækning. Set i forhold til indbyggertal skulle der være 235 taxier.
Jeg er ikke sikker, men jeg mener at huske, at antallet af taxier er 20-25 i Silkeborg.
Det giver endnu mere stof til eftertanke, når man tænker på, at det er muligt at gå fra den ene ende af byen til den anden på 20 minutter.
Jeg må da også huske at nævne, at der findes en enkelt bybus, som triller lystigt rundt i byens gader.



Der kom et skib

Maniitsoq Posted on 22 Jun, 2007 00:00

Blog Image

Torsdag den 31. maj kl. 09.45 lokal tid (4 timer efter dansk tid) ankom jeg sammen med fem andre danske kolleger til lufthavnen i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord). Vi var selvfølgelig nødt til at skulle ud og skyde et par billeder af det karakteristiske afstands skilt, der står udenfor.
Temperaturen var vel kun et par grader over frysepunktet, men det virkede ikke koldt, for der var solskin og ingen vind.

Som den eneste skulle jeg til Maniitsoq, mens de andre skulle til Nuuk.
Ledelsen havde arrangeret, at vi skulle sejles til vores destinationer i stedet for ”bare” at skifte til et andet fly.
Sejlturen skulle foregå i en af politiets 4 såkaldte ”politikuttere” (de beskrives mere detaljeret andet steds). Vi var således blevet forberedt på, at vi ville få en meget smuk sejltur, som vi nok aldrig ville glemme – og sådan blev det.

Vi blev vel modtaget af tre kolleger fra Nuuk, der var kommet for at ledsage os med den røde politikutter, ”SISAK I”, som lå for anker et stykke ude i fjorden. Ved kajen ventede en vejrbidt grønlænder i en gummibåd, som skulle bringe os ud til kutteren.
Gummibåden kunne fragte tre passagerer med bagage ad gangen, og virkede bestemt ikke større end den var.
Til min overraskelse var der en del drivis i fjorden, som ”matrosen” måtte manøvrere udenom så godt det nu lod sig gøre.
Efter ca. 5 minutters sejlads lagde vi til ved siden af kutteren, og blev hjulpet ombord.

Blog Image

Jeg må sige, at jeg blev noget benovet over kutterens standard og størrelse. Det er ikke noget lille skib.
Besætningen består af 5-7 mand. Skibet er indrettet med en hyggelig og rummelig messe med tv og computer arbejdsplads, køjerum til mindst 9 passagerer, baderum, samt tilsvarende faciliteter til besætningen.
Kommandobroen er udstyret med den (så vidt jeg kan vurdere) ypperste teknologi.
Vi fik at vide, at vi skulle afvente en kollega, som skulle komme med fly fra en anden grønlandsk by. Hans flyafgang blev imidlertid udsat flere gange, så da klokken var 16.20 blev der blæst til afgang – uden sidste mand.

Ventetiden havde vi tilbragt med en blanding af hyggesnak og mere officiel orientering. Skibskokken serverede naturligvis også en dejlig, traditionel dansk frokost, med alt hvad hjertet kunne begære.
Folkene fra Nuuk havde også været så fikse at arrangere et mini kursus i det edb-system, vi anvender på Grønland. Det er i øvrigt det samme, som blev brugt i Danmark indtil år 2000, så det var jo gensynets glæde (eller sorg?)

Sejlturen fra Søndre Strømfjord til Maniitsoq var planlagt til 14 timers sejlads. Dem, der skulle til Nuuk måtte regne med yderligere 10 timer…
SISAK I er ganske vist ikke nogen speedbåd, men dog et rigtigt skib. Hvis sejltiden måtte forekomme lang, skyldes det derimod snarere, at Søndre Strømfjord er en del større end Horsens Fjord.
Faktisk er der omkring 200 km ud til havet. Derfra skulle vi dreje til venstre – mod syd, om man vil – og fortsætte mod Maniitsoq og Nuuk.

Jo, det var en storslået og smuk tur. De første timer sejlede vi fra tid til anden i drivis. På et tidspunkt var isen så tæt, at skibet havde stort besvær med at bane sig vej.

Vejret var klart, og der blæste en svag vind på langs af fjorden. Temperaturen var omkring 3 grader.

Fjorden synes meget smal. Måske så det sådan ud på grund af de stejle klippevægge og snedækkede bjergtoppe, der rejste sig faretruende på begge sider. På kommandobroen, hvor vi var velkomne kunne vi se på diverse instrumenter, at vanddybden svingede mellem 50 og 270 meter.

Blog Image

Hen på aftenen styrede skipper tæt ind under land for at vise os noget. Og der….. På den næsten lodrette klippevæg stod en stor moskusokse. En prægtig, stor flot fyr med grå hår på ryggen.
Umiddelbart efter kom vi forbi udmundingen af en anden lille fjord, hvor landskabet var mere fladt. Her så vi også sneharer og ørne, der svævede stille og majestætisk hen over deres territorium.

Da klokken blev 22.30 overmandede trætheden mig, men da var det også næsten 24 timer siden (tidsforskellen) vækkeuret fik mig på benene hjemme i Svejbæk.
Skipper lovede at vække mig i god tid før ankomst til Maniitsoq, så jeg kravlede træt men fortrøstningsfuld under dynen i min køje.
Første dag i Grønland havde været en stor oplevelse. Både førstehåndsindtrykket med kollegerne, men ikke mindst det naturmæssige.
Der gik vist kun få minutter før maskinens monotone lyd førte mig i dyb søvn.



Den store Ø

Fakta om Grønland Posted on 21 Jun, 2007 21:40

Grønland er faktisk defineret som værende en ø, men det er svært at forestille sig, hvor stor denne ø er. Dette enorme stykke land dækker et areal på 2.166.086 kvadratkilometer, men så stort et tal er ikke let at forholde sig til. Det bliver måske lidt lettere med oplysningen om, at øen er 50 gange støtte end Danmark.
Til gengæld bor der ikke så mange mennesker. I 2005 var det officielle indbyggertal 56.375, svarende til 0,03 indbygger pr. kvadratkilometer. Hvis vi så leger lidt med det, og overfører tallene til danske forhold, svarer det til, at der i hele Danmark skulle være 1.292 indbyggere (lidt langt til naboen).

Øen har en kystlinie på 44.087 km, er 2.650 km lang og ca. 1.000 km bred. Kun 19 % af Grønland er isfrit.
Den indtil 3.000 m, i gennemsnit 1.500 m, højre indlandsis presser konstant overskydende is og store og små isbjerge i havet.

Blog Image
Grønland fik selvstyre i 1979, hvilket markeres hvert år på Nationaldagen den 21. juni (årets længste dag).
På denne dag blev det grønlandske flag indviet i 1985.
Den hvide halvdel symboliserer indlandsisen, isfjeldene og isflagerne. Den røde halvdel symboliserer den op- og nedgående sol, som giver havet det smukke, røde skær.
Flaget er tegnet af den grønlandske kunstner, Thue Christiansen.
Dannebrog bliver fortsat brugt af statens institutioner og af mange private.



Intro

Indledning Posted on 21 Jun, 2007 17:25

For blot et par år siden havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag ville finde mig selv i færd med at pakke rygsæk for at rejse til Grønland. Jeg har nemlig aldrig brudt mig om kulde og mørke dage.
Alligevel ”kom jeg til” at sende en ansøgning om såkaldt ”sommerassistance” ved politiet i Grønland.

At jeg dristede mig ud i at rejse til Grønland skyldes vist nok Søren, som jeg var sammen med i Kosovo. Han er vaske ægte dansker, men har været arbejdet og boet i Grønland i vist nok omkring 13 år.
Hans røverhistorier og fortællinger om menneskene og naturen deroppe, vækkede en vis nysgerrighed i mig.
Og når nu så muligheden pludselig var der, hvorfor skulle jeg så ikke…?

Ansøgning, samtale og brev om, at jeg var blandt de ca. 20 heldige, samt efterfølgende ”Grønlandskursus”, fik mig dag efter dag til at længes med spænding efter at komme af sted.
Måske fordi jeg, i modsætning til de fleste, ikke skulle have familie med, var jeg så heldig, at skulle stationeres to forskellige steder – Maniitsoq (Sukkertoppen) og Nuuk (Godthåb) med 2½ måned hvert sted.

Jeg havde en klar fornemmelse af, at grønlandskurset klædte mig godt på til opgaven. En skøn blanding af fagligt input og informationer om grønlændere, grønlandsk kultur, naturen, og de muligheder, den giver for oplevelser.

Og således gik det til, at jeg om morgenen den 31. maj kl. 04.30 låsede min yderdør i Svejbæk for at drage af sted mod 5 måneders oplevelser i ukendt land. Mens jeg gik ud til bilen husker jeg, jeg tænkte, at uanset hvad jeg vil synes om opholdet, så ville én ting være sikkert: Jeg ville være en del oplevelser og erfaringer rigere.